Ord under himlen 2010

Bjarne Gårdsvoll er også mundtlig fortæller. Hans speciale er sømandslivet i 50’erne.   

Bjarne Gårdsvoll er uddannet maskinmester og sejlede i 19 år. Men sømanden gik i land, fik arbejde på B&W og blev der til fabrikken lukkede. I denne tid deltog han aktivt i samfundsdebatten, især skrev han om arbejdsmiljø og sociale emner.

Som forfatter debuterede han 1984 med børnebogen Anders og skadeungen, som blev til en serie på fire bøger. Den spændende handling foregår i de naturskønne norske fjelde og fjorde, hvor han selv er født (1927) og opvokset.

Senere hentede han meget af sit stof fra søen. Skibet holdt ruten (1998)  bygger på hans egn erfaringer.

I digtsamlingerne Robotternes invasion (1996) og Flæsk (2001) mærker vi den samme stærke interesse for miljø og samfundsforhold.

Hans trilogi Tankskibet fortsætter i samme spor. Som romanens hovedperson var forfatterens første båd en tanker, og det er disse erfaringer – fra 50érne − han bruger i sine skildringer af tankskibsfolkene.

Bjarne Gårdsvoll  har modtaget Kaptajn H.C. Lundgreens æreslegat for sine søfortællinger.

Forfatterens øvrige bøger kan ses på www.attika.dk

Novelle af Bjarrne Gårdsvoll:

Svanerne ved skt. Jørgens sø

Det var en skøn, varm dag, og jeg nød spadsereturen langs Søerne. Den usædvanlig tykke mand på bænken syntes også at nyde det – på en lidt anden måde. Der var dejlig skygge under piletræerne, og han sov så sødeligt med sin bowlerhat trukket ned over panden. For enden af bænken stod der en halvtom mælkeflaske.
Frokost i det grønne, tænkte jeg og trak på smilebåndet. Men så lagde jeg mærke til, at fyren var usoigneret, og tøjet gammelt og slidt.
Hvem var han? En subsistensløs eller en gammel stodder, der var smidt ud af konen? Fedmen og indholdet i flasken tydede ikke på en forkommen og fordrukken stakkel.
Jeg betragtede ham længe og fornemmede pludselig et underligt fællesskab med ham. Jeg kunne hverken forstå eller lide det, for hele hans lurvede væsen virkede frastødende.
Om aftenen fortalte jeg min kone om den ensomme mand på bænken. Jeg tog om hende og håbede på et lille knus, men hun smøg sig ud af mit favntag.
Skal du ikke snart til søs igen? sagde hun.
Dagen efter tog jeg hendes hånd og spurgte, om vi ikke skulle gå hen og fodre svanerne.
– Hvorfor det? svarede hun og trak hånden til sig. – Du går altid alene, hvorfor ikke i dag?
Den tykke mand sad på den samme bænk ved Skt. Jørgens sø og fulgte næsten andægtigt med i svanernes bevægelser. Hvide og stolte svømmede de langs sivene, altid sammen.
Men den gamle mand var alene – som jeg selv.

*

Efter en måneds lediggang, fik jeg endelig arbejde. Det var på B&W.

En dag jeg kom ud på toilettet, stod der en usædvanlig tyk mand og gjorde rent. Jeg syntes straks, der var noget kendt ved ham?
Manden hilste høfligt, faktisk påfaldende høfligt.
Han begyndte at snakke om, hvor vigtigt hans arbejde var og formulerede sig med fine fremmedord. Udtryk som sterilisere, desinficere og betydningen af sanitære forhold fyldte luften. Jeg stod og tissede i den stinkende blikrende og lo indvendig.
– Jeg har gået ledig i to år, fortalte manden. – Når jeg har fået en så ansvarsfuld stilling, er det på grund af mine papirer. De er heldigvis meget gode.
Jeg grinede for mig selv og ville gå.
Manden gned løs med sin børste og fortsatte ivrigt:
– Jeg har nemlig været formand på Lillebæltsbroen.
Jeg skævede skeptisk til ham.
– Det var en dejlig tid, nikkede han. – Jeg havde med alle slags kanutter at gøre, du. – Jeg blev lidt af en menneskekender.
Han tilføjede smigrende, at han havde lagt specielt mærke til mig. Jeg var en meget stabil og pålidelig type.
Så gav han mig hånden og præsenterede sig som Ole Svendsen.
Hvor kendte jeg den tyksak fra? Jeg gik hele formiddagen og spekulerede.
Det var først i frokostpausen, det dæmrede for mig. På vej gennem værkstedet fik jeg øje på ham henne i en krog. Han sad tilbagelænet op ad et skab og halvsov. Ved siden af ham stod der en mælkeflaske.
Det var manden på bænken under piletræet!
Det slog mig, at han havde ændret sig noget. Han var ikke i blåt tøj som vi andre, men et gammelt jakkesæt, sandsynligvis det samme som den gang på bænken. Men nu var han ren og velfriseret, og hatten var væk.
I de følgende dage kom han tit forbi mit arbejdsbord. Han roste min flid og dygtighed, mens han i samme åndedrag nedgjorde en eller anden i værkstedet. Især var han sur på Arthur, som jeg kørte hjem efter fyraften. Han drak for meget og gjorde for lidt.
En dag anmodede Svendsen om kørelejlighed, som han kaldte det. Han bad meget indtrængende om det og begrundede det med en udførlig beskrivelse af sit helbred. Der var problemer med kredsløbet, og han blev så øm i fødderne. Der var jo flere hundrede meter hen til bussen, og der skulle skiftes undervejs. For øvrigt boede vi begge på Vesterbro…
Først sagde jeg nej og undskyldte mig med, at det blev en omvej. Men det endte med, at Svendsen fik plads i vognen.
I begyndelsen sad han på bagsædet, men så snart Arthur var lidt sent på den, indtog han dennes plads på forsædet. Arthur skulle jo vaskes og barberes, og den slags tog Svendsen ikke så nøje. Problemet var, at det kneb med pladsen, og det var besværligt at skifte gear, når hans runde lår kom i vejen.
Bag os sad Arthur og slyngede stikpiller ud om det uæstetiske kødbjerg på forsædet.
– Du skygger for udsigten, knurrede han. – Vognen ligner det skæve tårn i Pisa.
Men Svendsen gav svar på tiltale, og det knirkede faretruende i sædet, hver gang han vendte sig om og forklarede, at Arthurs sprog var vulgært og upassende.
– Jeg sidder her ved siden af en meget agtværdig chauffør, sagde han højtideligt. – Han bryder sig ikke om perfide uforskammetheder.
Under en af disse manøvrer gav der et højt knæk fra sædet, og det brasede sammen. Arthur fik sine ben klemt mellem ryglænet og kollegaens 130 kilo, mens Svendsen selv lå akavet og hjælpeløs. Hans hoved hvilede smukt mod Arthurs bryst.
– Stands, stands! råbte de i kor og jamrede højlydt, men det var ved Kalveboderne, tæt trafik og stopforbud.
Jeg var også godt træt af deres indbyrdes kævl, og der gik en djævel i mig. Jeg kørte helt til Sønder Boulevard, før jeg stod af og trak Svendsen ud af vognen. De fik begge lov til at gå resten af vejen.
Næste dag var Svendsen helt nede. Var jeg vred på ham? Skulle han betale reparationen af sædet?
Jeg fik ondt af ham; han kunne ikke gøre for, hvordan han var skabt. Sædet kunne jeg sagtens selv reparere. Jeg bedyrede, at der fortsat var plads i vognen.
Men fra nu af tog Arthur ingen chancer. Han kom altid først og satte sig på forsædet. Han stemplede simpelt hen ud lidt før fyraften, noget Svendsen med sin sans for punkt-lighed aldrig kunne drømme om. Så sad han på bagsædet og osede af jalousi og vrede. En dag betroede han mig hviskende, at Arthur var ugleset i værkstedet, især af funktionærerne. De var godt trætte af hans pjækkeri og lave arbejdsindsats. Jeg burde ikke give ham kørelejlighed mere – det kunne skade mig selv…
– Jeg er ligeglad, svarede jeg. – Så snart det blir varmere i vejret, skal jeg cykle på arbejde.
Han kikkede betuttet på mig.
– Er det slut med vores venskab? spurgte han grødet. Det lød, som om han var ved at græde. Var han virkelig så ensom?
Men ordet venskab gjorde mig forskrækket. Gik han rundt i værkstedet og kaldte mig sin ven? Jeg var ikke hans ven! Nu måtte min cykel gøres klar…
– Det er kun for motionens skyld, svarede jeg undvigende. – Motion er vigtigt for blodomløbet.
Men vi blev ved med at køre sammen, og en dag Arthur pjækkede, inviterede han sig selv op i min lejlighed.
Han hilste høfligt på Anne og børnene og smigrede os med gulvtæppets høje kvalitet og vores udsøgte smag for møbler.
– I må være et lykkeligt par med de nydelige børn, I er velsignet med, sagde han andægtigt.
Jeg svarede ikke.
Dagen efter sagde han, at Anne var den sødeste kvinde, han nogen sinde havde mødt. Og så betroede ham mig stille, at han selv havde været gift, men ægteskabet var endt i tragedie, da hans kone hoppede ud af vinduet.
– Hvem forstår sig på kvinder? sagde han filosofisk. – De er en gåde, som ingen kan trænge til bunds i.
Så trak han en æske konfekt op af sin bærepose.
– Til din søde kone og børnene, smilede han. – En lille kompensation for kørelejlighed.
Han lod ellers til at være meget glad for piger, for han pralede ofte af sine erobringer.
– Hvis jeg siger, jeg har haft et tusinde stykker, er det næppe nogen overdrivelse, sagde han engang. Så smilede han skævt og tog sig en pris snus.
Men Arthur fnøs ad ham, og til mig sagde han:
– Jeg kan godt forstå, hvorfor konen tog livet af sig. Der er ikke nogen, der kan holde den original ud.
En tid snakkede Svendsen ikke om damer, og jeg spurgte ham, om han ikke mere gik i byen.
Han svarede hemmelighedsfuldt, at han kom sammen med en aldeles fortryllende dame. Hun havde en skæmmende vorte på venstre kind, men var smart i tøjet, havde smag for gastronomiske specialiteter og forstod sig på kunst. På hendes fødselsdag ville han forære hende en guldring med en safir.
– Jeg er blevet forelsket på mine gamle dage, sagde han strålende. – Hun er af den slags, som man beholder resten af livet.
– Til lykke! sagde jeg.
– Og ved du hvad, vedblev han. – Vi bor i samme opgang! I månedsvis har vi kun nikket til hinanden – nu er vi kærester…
Pludselig en fredag ved fyraften spurgte han mig, om vi skulle gå ud sammen. Igen kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg sagde ja. Hvad havde vi egentlig til fælles?
Vi gik på Københavnerkroen, hvor vi spiste sildemadder og skyllede godt efter med snaps. Svendsen blev varm og munter og svingede sig i dansen. Han gjorde det endog med en vis charme trods sin bamseagtige optræden og facon.
Et par dage senere fortalte han, at damen havde slået op med ham. Hun var blevet stik tosset over, at han var taget i byen uden hende.
– Det er jeg ked af! sagde jeg.
Men han bedyrede, at han var ligeglad.
– Jeg finder bare en ny, svarede han. – Sådanne findes der masser af.
Der var imidlertid en tydelig vemodighed i hans stemme, og jeg følte mig tilskyndet til at fortælle, at det heller ikke gik så godt med Anne og mig. Det endte uden tvivl med skilsmisse.
Han så forbavset på mig.
– Tænk, jeg troede det var det ideelle ægteskab, udbrød han. – Hvad er der dog i vejen med hende?
– Måske er det mig, svarede jeg. – Jeg er sømand og tilflytter; det er svært at tilpasse sig på landjorden..
– Det er synd for dig! udbrød han. – Tænk de dejlige børn…
– Skæbne er skæbne, svarede jeg og slog øjnene ned.
Han nikkede og gentog den med de gådefulde kvinder, som ingen kunne blive klog på.
Han blev ved med at skamrose mig og rakkede hele tiden ned på Arthur. Men nu begyndte også Arthur at bearbejde mig. Folk snakkede om mig, sagde han. De kunne ikke forstå, at nogen ville omgås sådan en dum, usolidarisk stodder. Han sleskede for alle, så snart han troede, der kunne opnås noget. Ikke mindst fedtede han for cheferne. De blev informeret om alt, hvad der foregik i værkstederne.
– Du må tage et standpunkt, sagde han og så fast på mig. – Sig ham lige ud, at du ikke mere vil se ham i vognen.
Jeg svarede, at så snart vejret blev bedre, skulle jeg alligevel til at cykle. Den samme besked fik Svendsen.
Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra det ene sekund til det andet.
– Har jeg sagt eller gjort noget forkert? spurgte han. – Kan du ikke mere lide mig?
– Jeg må gøre noget ved min vægt, svarede jeg. – Motion er vigtigt i min alder. Man kan få hjerteinfarkt, åreknuder og mange andre skavanker.
Han kikkede skeptisk på min talje og fandt forklaringen noget tynd. I flere dage var han meget mut og kom ikke forbi mit arbejdsbord.
Problemet løste sig imidlertid af sig selv, for en dag blev Svendsen tilbudt et job i en anden afdeling.
– Jeg er blevet forfremmet til klerk, erklærede han stolt. – Jeg glæder mig til den ny udfordring.
Så åbnede han sin frakke og afslørede to bajere, og vi skålede og takkede for samværet.
Arthur rynkede på næsen over “forfremmelsen”.
– Han skal bare afløse en skide piccoline, fnøs han. – Vores mester kunne ikke snuppe ham; nu er han fri for ham.
*
Der skulle gå en tid, inden vi rendte på hinanden. Han sad på en trappesten i Flensborggade, med en øl i hånden og så ned i brostenene. Han havde igen bowlerhatten på hovedet og lange skægstubbe.
Han livede lidt op, da han så mig.
– Hvordan går det med dig? spurgte han blidt.
– Udmærket, svarede jeg. – Jeg har lige fået lønforhøjelse.
– Ja, jeg er jo blevet fyret, kom det lavt. Så rømmede han sig og pointerede, at det skyldtes indskrænkninger og ingenlunde utilfredshed med hans arbejde eller person.
– Jeg er også ligeglad, vedblev han. – Jeg har lige arvet en god slump penge efter min onkel; jeg er en holden mand!
Han tilføjede, at hvis jeg nogensinde kom i pengenød, så skulle jeg endelig bare komme til ham. Mig ville han gerne låne de første 50 tusinde uden at blinke. Han ville end ikke kræve kvittering.
Så inviterede ham mig op på anden sal.
Det var en lille, men hyggelig indrettet lejlighed, smukke billeder og tæpper på væggene, og der var kongeligt porcelæn og festligt anbragte lamper og lysestager.
– Hvornår skal I skilles? spurgte han pludselig.
– Vi skal slet ikke skilles, svarede jeg. – Tværtimod, vi skal på ferie sammen – det går helt fint nu.
– Det var dejligt at høre, smilede han. – Familie og børn… det er nu alligevel livet…
Så begyndte han at snakke om at invitere os på middag. Jeg krympede mig i sofaen, for det betød gengæld, og tanken om at omgås ham familiært, gjorde mig skrækslagen. Jeg ville ikke direkte afvise ham, men undskyldte mig med Annes store familie, som vi hele tiden kom sammen med. Det var svært at finde en dato.
Han blev tavs og stirrede længe ned i gulvet, så længe at jeg næsten blev skræmt. Sådan havde jeg aldrig set ham før.
– Åh, du kikker vel op til mig, sagde han langt om længe. – Jeg kender ikke andre end dig – jeg er en ensom mand.
En tåre krøb ned ad hans kind, og jeg skyndte mig at sige, at naturligvis ville jeg se indenfor.
– Vi kender da alle til ensomhed, sagde jeg. – Selv i et ægteskab kan man være ensom.
Der gik nogle måneder. Et par gange var jeg faktisk på vej for at besøge ham, men vendte om. Først tredje gang gik jeg ind i opgangen, men kun for at opdage, at der var kommet nyt navn på døren. Jeg troede, jeg var gået helt forkert og løb ned for at tjekke gadenummeret. Jeg rodede forvirret om i flere opgange, indtil en ældre, lidt fyldig dame kom ned ad trappen. Hun så nysgerrigt på mig og spurgte, om hun kunne hjælpe med noget.
Jeg sagde mit ærinde, men hun svarede, at en ny lejer var flyttet ind.
– Den forrige gassede sig ihjel, sagde hun og så underligt på mig. Kendte jeg ham?
– Ja, svarede jeg. – Han var… han var min ven…
Hun stirrede på mig, som om hun ikke rigtig troede mig.
– Det kan ikke passe, sagde jeg. – Det må have været et uheld.
Hun rystede igen på hovedet på sin rolige, tavse måde.
– Så propper man ikke nøglehullet til, kom det kort.
– Jamen, hvorfor skulle han begå selvmord? Jeg så fortvivlet på hende.
Hun granskede mig med sine sørgmodige, grå øjne og svarede, at Svendsen var tilflytter, han var jyde. En af disse ensomme mænd, som ikke kunne finde sig til rette i storbyen. Uden familie og venner gik den ikke. Svendsen havde hverken arbejde eller interesser.
– Det var ensomheden, der tog livet af ham, sagde hun og så indtrængende på mig. – Gassen var kun midlet.
– Jamen, han havde damer, indvendte jeg. – Han havde det fint med pigerne.
Atter rystede hendes hoved på den langsomme, megetsigende måde.
– Det var kun hans fantasi. Men han pralede med det; han var faktisk dum at høre på. Man skaffer sig heller ikke venner med gaver eller komplimenter, kom det bestemt.
– Han var også kommet til penge, blev jeg ved. – Han arvede en kvart million efter sin onkel.
– Alle her i kvarteret kendte hans rige onkel, svarede hun. – Svendsen arvede ikke en rød øre. Han levede på understøttelse, som alle os andre.
Hun vendte sig sagte om og gik ned ad trappen, og jeg lagde mærke til vorten på venstre kind. Mit blik faldt straks på hendes hænder, men den blå safir var der ikke.
Jeg gik hjem til Anne, omfavnede hende og fortalte om Svendsens skæbne.
– Somme tider foragtede jeg ham, til tider kunne jeg næsten lide ham – nu er jeg grædefærdig.

Hun smøg sig tættere ind til mig og trak vejret dybt.
– Sådan kan vi alle have det, hviskede hun.
– Kan man have noget til fælles med et menneske, man ikke bryder sig om? spurgte jeg.
– Man kan have brug for hinanden, svarede hun.
– Tænk, det er kun et år siden. Jeg var henne og fodrede svanerne. Du ville ikke med – husker du det?
– De er der endnu, sagde hun og så på mig et blik, jeg længe havde savnet.

Den aften gik Anne og jeg hånd i hånd langs Søerne. Den lave sol blinkede i sivene, og svaneparret gled side om side langs bredden.

Bjarne Gårdsvoll

Novellen er titelnovellen i novellesamlingen Svanerne ved skt. Jørgens sø/ På B&W og Vesterbro.. Den vandt 2.præmie i en novellekonkurrence i Novellemagasinet 64 sider og har været sendt i DR P1, Alfabet.